Pressemeddelelse

Dato 05/09/2022
Klimabevægelsen i masseaktion mod Aarhus Havn

100 aktivister blokerer i dag havnen i Aarhus i en masseaktion mod
udvidelsen af Aarhus Havn. Det er kulminationen på en fem dage lang
klimacamp, som er den første af sin art i Danmark.

Blokaden af olie- og containerhavnen på land og hav er et opgør med
Aarhus Havns udvidelse, som ifølge klimaaktivisterne og eksperter
tilsidesætter klima, miljø og mennesker for den private havns og
virksomhedernes profitinteresser.

Havneudvidelsen står i skarp kontrast til Danmarks og Aarhus´ grønne
ambitioner. Anlægsarbejdet alene vil udlede 170.000 tons CO2 og sætter
dermed Aarhus’ klimamål på spil.

“Gigantudvidelsen af Aarhus Havn er en kæmpe klimafælde, som baserer sig
på fortsat overudnyttelse af jordens ressourcer og andre mennesker i
navnet af økonomisk vækst, gemt bag et slør af falske teknologiske
løsninger. Vi vil en ægte grøn og social retfærdig omstilling, hvor vi
nedskalerer vores forbrug, ikke udvider. Derfor er vi en samlet
bevægelse der sætter foden ned i dag,” siger Nicoline Petersen, som
deltager i klimacampen.

Kirsten Kværnø fra Global Aktion deltager i mandagens aktion og
beskriver hvorfor civil ulydighed i stor skala nu tages i brug af
klimabevægelsen:

“Vi har lavet klimamarcher og demonstrationer. Vi har skrevet
høringssvar, stillet op i debatter og vi har snakket med politikere.
Alligevel er der stadig en afgrund til forskel mellem den handling der
bliver lagt for dagen, og det der er nødvendigt. Sommerens ekstreme vejr
både herhjemme og i hele verden er en akut påmindelse om, hvorfor det
haster med at tage kollektivt ansvar og skabe strukturelle
forandringer”.

I Aarhus er den lokale modstand mod havneudvidelsen ikke blevet hørt og
Maiken Løhde fra Den Grønne Ungdomsbevægelse er glad for, at der er
kommet flere kræfter til at bakke op omkring den lokale kamp.

“Der er vigtigt at vi kan stå sammen om den lokale kamp mod fossil
infrastruktur, fordi havneudvidelsen i sidste ende ikke kun handler om
Aarhus, men også kommer til at påvirke klimaet, miljø og mennesker andre
steder på grund af den øgede skibstrafik udvidelsen vil medføre”.

Mandagens aktion er kulminationen på en klimacamp, der de sidste fire
dage har funder sted uden for Aarhus. Den er inspireret af en lang
tradition for klimacamps i andre lande, såsom Ende Gelände i Tyskland.
Det er første gang den form for klimaaktivisme bliver taget i brug i
Danmark. På klimacampen er der bl.a. blevet afholdt workshops i civil
ulydighed, oplæg om fossil infrastruktur og udvekslet erfaringer mellem
aktivister.

Til klimacampen og aktionen deltager aarhusianske grupper som Det Fælles
Bedste, nationale bevægelser som Extinction Rebellion Danmark, Den
Grønne Ungdomsbevægelse, Global Aktion, Bedsteforældrenes klimaaktion og
den nystartedede gruppe Fæld Klimafælden, der har taget initiativ til
klimacampen.

For kontakt til Fæld Klimafælden og andre aktivister:

pressekontakt for Fæld Klimafælden

Tlf.: 31848960

For billeder til pressebrug,
se:
https://drive.google.com/drive/folders/1fgP-kNBzEf0pMLUeG7vDMGrzNLSjfssM